Udvalgt løber – Bogi Lydersen

Bogi Lydersen løber for en fremtid uden frygt og begrænsninger

Dette er historien om Bogi Lydersen, der i år løber YOU RUN for første gang. Bogi har levet med sygdommen Cystisk Fibrose, siden han var helt lille, og det har haft en stor indflydelse på hans liv. Hans drøm er, at livet med Cystisk Fibrose skal kunne leves uden frygt og begrænsninger. Bogi er i dag 30 år, bor i Tórshavn på Færøerne og er netop blevet gift. Det har ikke altid været let, men mirakler sker, og i dag har Bogi fundet en måde at leve med sygdommen på. 

Som barn var Bogi meget aktiv, og han elskede at spille fodbold og lege udenfor. Da Bogi var omkring 10-12 år, var der dog mange ting, der ændrede sig i Bogis liv. Sygdommen gjorde ham svag, og knoglerne var blevet for skrøbelige. Han måtte stoppe til fodbold og lave ændringer i store dele af sit liv. For en dreng i den alder var det hårdt og svært at forstå. 

Et mirakel

I teenageårene var sygdommen sværest for Bogi. Han fik det værre, og der var næsten ikke flere kræfter tilbage til i lungerne. Efter et besøg på Cystisk Fibrose afdelingen besluttede lægerne, at de ville gøre et sidste forsøg og foretage en operation på Bogi. Gennem hele forløbet har Bogis religion hjulpet ham, og han vidste, at Jesus også ville være med ham i den sværeste tid. Bogi blev fløjet til Danmark, og læger fra hele landet blev samlet. Kort før operationen skulle de sidste test foretages. Intet mindre end et mirakel fandt sted. De sidste målinger var ulig alle de tidligere. Tallene var så gode, at operationen blev aflyst. Samme dag som operationen skulle finde sted, sad Bogi på et fly på vej tilbage til Færøerne. Siden har Bogis sygdom være stabil, og dette har gjort, at han har kunne leve med sygdommen. Han har siden kunne tage en uddannelser og arbejder i dag på fuld tid. Han accepterer sygdommen, som den er og tager den og dens konsekvenser seriøst. Men han har også formået, at tage alt hvad de svære tider har lært ham med sig videre i sit liv og vende det til noget positivt. 

Drømmen om et liv uden frygt

Bogi løber YOU RUN med en drøm om et liv uden frygt og uvidenhed for alle Cystisk Fibrose patienter. Han har på egen krop oplevet, hvad sygdommen gør, og de begrænsninger den sætter. Bogis indsamling bidrager til forskning og til et bedre liv for alle med Cystisk Fibrose. Samtidig håber Bogi på at kunne inspirere andre til at være åbne om deres historie og deltage i kampen. 

Vi er her hos YOU RUN meget beæret over Bogis store engagement og flotte indsamling. Bogi har i skrivende stund indsamlet mere end 44.000kr ved hjælp fra familie, venner, kollegaer, venners venner og familier til andre Cystisk Fibrose patienter. Bogi har især brugt sit netværk på sociale medier til at dele sin indsamling. Det har været vigtigt for ham at fortælle sin egen personlig historie, og dele hvordan han i mange år har kæmpet for i dag at vidne om, at mirakler kan ske. Du kan støtte Bogis indsamling til Cystisk Fibrose her.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *